To tilbageblik

To tilbageblik

Dagens blog handler om to objekter man kan opsøge og kigge på. Det ene befinder sig i Birkenes i Norge, det andet i Jelling i Danmark. De to objekter er ca. lige gamle.

Vi starter i Danmark. I Jelling, nogle km nordvest for Vejle, kan man finde to runestene, den ældste fra år 935, den yngste, men også største, er fra sidst på 900-tallet. Denne er formentlig blevet rejst mellem 960 og 985 af kong Harald Blåtand, som døde i 986. Denne sten markerer Danmarks overgang til kristendommen. Stenen har tre sider. En side har runer, som nu er skrevet vandret, som teksten i en bog. Den anden side viser fabeldyr, og den tredje viser et korsfestelsesbillede af Kristus, dog uden at korset vises. Vi har her omkring tusind år gamle spor fra mennesker. Selve stenen er naturligvis langt ældre.

Runesten fra Jelling, rejst af kong Harald Blåtand sidst på 900-tallet
Runesten fra Jelling, rejst af kong Harald Blåtand sidst på 900-tallet

Herefter går færden til Norge, nærmere bestemt til Birkenes, en lille halvtimes biltur fra Kristiansand. Her befinder sig et egetræ som er omkring på samme alder som udsmykningen af nævnte sten fra Jelling. Tusind år er også en høj alder for et træ. Man siger ofte at et egetræ behøver 300 år på at vokse op, så har det sin voksentid i 300 år. Derefter bruger det 300 år på at dø. Men det dør ikke alene. Op til 1500 arter insekter, svampe, fugle, mos og andre planter finder gode livsbetingelser i en gammel eg.

Træet er stort, mægtigt - og gammelt
Plakat ved Mollestadeika

Går der nye 500 år vil nok Jellingstenen fremdeles have beholdt sine runer, for den er nu beskyttet af glas mod forureninger fra nedbør, som fører til erosion. Men egetræet i Birkenes vil nok være væk. Nedbrudt af naturens kræfter. I naturen findes ikke affald, træet bliver nedbrudt til jord, det bliver næring for nye planter, som måske bliver næring til dyr eller mennesker. Men her er ingen hast. Naturen bruger ikke mere energi på sine processer end nødvendigt. Den har god tid. Og naturen har for længst indført cirkulær økonomi.

Hvis du vil dele

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *