Det er tidlig morgen, duggen ligger stadigvæk. Solen er på vej i øst, og varme farver spredes langsomt over himlen. Haven står i et helt specielt morgenskær - også lønnetræet. Lønnetræet er mit træ. Under det kan jeg følge årets gang fra min lille brune havestol. Ser jeg op, ser jeg kraftfulde knopper springe ud i et livsbekræftende grønt forårsløv, der senere på året langsomt vil skifte farve til høstens ildhav af flammende gult, blussene rødt, messing og bronze. Mod årets slutning kastes bladene igen, og træet gør sig klar til endnu en vinter. Her kan jeg holde en pause, drømme og opleve, mens fugle, insekter og planter tilpasser sig de fire årstider.

Især om foråret og tidlig sommer sidder jeg midt i en højlydt og livsbekræftende aktivitet. Solsortehannen har været igang siden klokken halv fire i morges, hvor jeg blev vækket af et sandt inferno af fuglekvidder fra hanner, der diskuterer med naboen om retten til territorier og hunnernes gunst. Senere på dagen bliver jeg opsøgt af den lille solsortehun, der ofte følger mig rundt i haven på en meters afstand, med hovedet lidt på skrå og halen lige i vejret. Hun hopper afsted foran mig, stivner pludselig og napper en regnorm, der ihærdigt forsøger at krølle sig sammen. Den må dog overgive sig i naturens barske cyklus, mens solsorten fortsætter sin indsamling af småkviste til redebyg.

Mange forskellige fugle finder vej til haven - blandt andet den lille grønirisk, der sammen med fruen inspicerer det vilde område eller blåmejsen, der behændigt manøvrerer sig omkring på de yderste og tyndeste kviste, mens den enten udsteder snerrende advarselslyde eller frembringer toner, der klinger som den fineste lille sølvklokke. Alle hanner kæmper for plads og mage. Lige nu er to “freds”duer i en indædt kamp, så fjerene fyger derovre på naboens tagryg. Slagsmål i hækken, i fuglekassen, på taget og i tagrenden stilner af hen på aftenen, og så en dag……lige pludselig kommer resultaterne til verden - de små fugleunger, der lidt forvirrede kaster sig ud med mod på livet.

For flere år siden benævnte jeg vores have som ‘vild med vilje’. Dengang følte jeg mig nærmest som en, der gik imod strømmen. Selv er jeg opvokset med en velplejet og sirlig have, en græsplæne med græs og en lige hæk, og derfor forudså jeg, at jeg sikkert ville få et forklaringsproblem i vores parcelhuskvarter. Jeg tror, det gik.

Nu er ‘Vild med vilje’ blevet in. Endog kommunen går ind for tanken og kæmper med andre kommuner i landet om æren og 1 mill. kroner til et vildt naturprojekt, en konkurrence, der er iværksat af miljøministeren, og som går frem til udgangen af 2022.

Vores have er nu en blanding af vildt og knapt så vildt. Græsplænen er det smukkeste ukrudt, og hvem kan undsige, at mos er blødt at gå på. Beslutningen om at inddrage en del af haven til vild have var en selvfølgelighed for nordmanden Trond, men ikke så ligetil for mig. Først da oldenborglarver, gåsebiller og dermed også krager mente, at haven var deres, så jeg heller ikke anden udvej, og det har jeg ikke fortrudt.

Trond har selv lavet vores lille havedam foran lønnetræet. Et sort træhus i miniatureudgave og med solceller på taget leverer energien til det lille vandløb, der klukkende bevæger sig ned over sten fra det norske fjeld. Her bader solsorten, mens skovduen slukker sin tørst, og musvitten lader sig tørre på en lun sten. Guldsmeden bevæger sig hen over vandoverfladen på jagt efter små insekter, mens vilde bier og humle summer lystigt i frugttræer og blomster - et sandt orkester, når det er bedst, og en win win situation for os, der holder af honning. Myrerne har travlt som altid, både i haven og på mig. Her er komikken til at få øje på, når de små djævle tilkæmper sig plads på mine lemmer - mange mod en.

Korte og lange græsser svajer i vinden og bøjer sig ærbødigt ud over dammen. Små jordbærplanter mellem norske trædesten har indædt klaret vinterens strabadser, bliver til flere og er nu snart fulde af nye skovjordbær. Blåbærbuskene har også tilvalgt vores vilde have, og de står nu spredt ud over et område, der med tiden forhåbentlig vil dækkes helt, til glæde for insekter og pandekagenydere. Hvid okseøje, kløver - både rød, hvid og gul, smørblomster, kornblomster, valmuer, vilde gulerødder, syre og mange flere arter gror om kap, samler sig, spreder sig, og ses stadig andre steder end sidste år. Der er altid overraskelser i en vild og uforudsigelig have.

Fra kompostdyngen bevæger pindsvinet sig forsigtigt ud i det vilde område og overhales af haren, der sætter turbo på, da den får øje på mig. Når vi når høst og vinter, er harens foretrukne gemmested vores halvvisne krydderbed. Her falder farverne sammen, og der kan den så sidde i timevis med sit vagtsomme blik og ørerne i en konstant pendlen, hvis den ellers ikke lige spiser eller netter sig.

Krydderbedet tiltrækker også sommerfugle, blandt andre admiral og dagpåfugleøje. De er med deres smukke mønstre og inciterende farver en slående, men kærkommen kontrast til de grå fliser, der omkranser bedet, medmindre mynte og oregano ikke allerede har overtaget og udfyldt alle hulrum - til glæde for den lille snegl, der søger i dækning.

Kigger jeg op, ser jeg en farvemæssigt foranderlig himmel. Den kan i et øjeblik være grå med truende skyer for pludselig at skifte til blåt med drivende hvide vattotter. Deroppe flyver rågerne fra kolonierne i Porsebakkerne, enkeltvis eller flere samlet. Hæse skrig høres vidt omkring, når de sorte fugle manøvrerer hjemover fra dagens opgaver - af og til forstyrret af en svævende glente på udkig efter et bytte, hvis den da ellers ikke lige selv jages af en irriteret krage.

Så flytter jeg blikket fra op til frem, for længst nede i den vilde have, der er omkranset af et skævt hegn, er mit ‘Hobrobed’. Her står planter, der har overlevet 2. verdenskrig og flere generationer. Da min bedstefars og senere min onkels gård blev solgt, tog jeg skud fra de gamle planter, og kan nu glædes over, at de lever videre i min have.

Ud på aftenen falder der ro over kvarteret både udenfor, i og indenfor hækken. Så tager jeg plads i min krog og nyder stilheden, mens duggen smyger sig om havens planter, og mens langhalsede okseøjne følger mig henne fra hegnet. Lige nu bliver alle dufte intense og nærværende, og kigger jeg op, ser jeg månen hænge deroppe som et klart og lysende segl, der viser vej ind i endnu en nat.